Til forside
 | Graziella udv.  | Graziella indv.  | FDM tester Graziella  | Tysk brochüre  | Diverse brochürer
 | Links, E-mail, billeder  | Graziellaklubben  | Andre Graziella'er  | 

FDM prøvekører Graziella'en i MOTOR nr 12 1966.

MOTOR skriver ..........

Der er tilsyneladende en voksende interesse for små, lette campingvogne. Ikke blot blandt bilister med små biler, der jo er tvunget til at se nøje på vægten, men også blandt bilister med mellemstore og større biler, er der flere og flere, der bliver klar over, hvor ideel den lille campingvogn er til langturskørsel.
Fire voksne har det selvfølgelig lidt snævert i en vogn af Graziellas størrelse, men to voksne og to børn klarer sig fint. Alt i alt er det dog interessant at se, at der indtil nu er leveret flest af den lille Graziella til enlige ægtepar med store biler.
Opbygning og indretning
Levante Graziella er en bemærkelsesværdig konstruktion på flere måder. Karosseriet er bygget af polyester - men ikke på sædvanlig vis. Det er fremstillet efter den såkaldte "sandwichmetode", hvilket vil sige, at karrosseriet består af en dobbeltskal. Den inderste og den yderste skal er forbundet med et lag polyurethan-skum, der er hærdet og som forbinder de to skaller ubrydeligt til hinanden. Denne dobbeltskal er så stiv og stærk at karosseriet overhovedet ikke har nogen form for skelet. Det er fuldstændigt selvbærende, og samtidigt gennemisoleret. Polyurethan-skummet isolerer i vægge, tag og gulv med en isoleringsevne, der ligger endnu højere end det velkendte og meget benyttede styropor.
Karrosseriskallerne er støbt med så smuk en finish, at de ser ud, som om de var støbt i ét stykke. Dette er selvfølgelig en umulighed, men i praksis er der ingen samlinger at se, som kan blive utætte.
Taget er til at hæve, men i modsætning til den tyske Eriba, hvis "Hubdach" er til at hæve i vognens midterparti, hæves næsten hele taget på Graziellaen. Det er dog hængslet i den ene ende, således at ståhøjden forøges med ca 20 cm i forenden, hvor køkkenet befinder sig.
Når taget er lukket, er højden fra gulv til loft ca. 168 cm. Man kan selvfølgelig indvende, at det er ulogisk at ødelægge vognens fine isolering ved at indsætte et stykke teltstof næsten hele vejen rundt mellem væg og tag, som det er nødvendigt på et hævetag. Til gengæld giver det en glimrende ventilation, dels gennem en stor regulerbar ventil i forsiden af teltvæggen og dels gennem selve teltstoffet. Der har desværre ikke været lejlighed til sammenlignende temperaturmålingr i frostvejr, men i den halvkølige forsæsen var der ingen grund til at lukke taget ned på noget tidspunkt.
Den største fordel ved hævetaget er imidlertid, at vognen bliver lavere, når taget klappes ned. Og en lavere vogn betyder mindre luftmodstand. Mndre luftmodstand er lig mindre benzinforbrug og lettere kørsel. For den rejselystne er dette en kæmpefordel. En fordel, der er så stor, at man gerne tager den ulempe med, som den lidt mindre plads kan være. Medvirkende til den mindre luftmodstand er også vognens beskedne bredde, som udvendigt måles til 176 centimeter.
Det næsten 3 meter lange karrosseri er indrettet med endekøkken i forenden af vognen. Sovepladserne er arrangeret som 2 sofaer på langs med en ekstra overkøje over den ene sofa. Sofaerne kan omdannes til en stor dobbeltseng, der måler 185 x 170 cm, men sofaerne er med deres 70 em brede nok til, at de er bekvemme som enkeltsenge. Overkøjen, der klappes ned som ryglæn for den ene sofa om dagen, er ikke vanskelig at afmontere hvis vognen kun benyttes af to. På den anden side er overkøjen både bredere og mere solid end sædvanligt, og samtidig så højt monteret over sofaen, at en voksen kan sove underneden uden at generes af køjen.
Sofamagasinerne er let tilgængelige og regulært udformede med solidt hængslede låg. Den ene side rummer let alt sengetøjet, så den anden, der desuden har to indbyggede skuffer, kan benyttes til skiftetøj. Magasinernes større bredde betyder, at mellemrummet mellem sofaerne er mindre end sædvanligt, og man benytter derfor ikke som ellers bordpladen til at lægge i mellemrummet, men et par stykker finérplader, der om dagen kan anbringes under madrasserne. Madrasserne er af polyether og betrukket med ensfarvet stof. Også gardinerne er ensfarvede og sammen med nylon-undergardinerne monteret på en fiks dobbelt glideskinne der gjorde gardinerne meget nemme at trække for.
Garderobeskabet er anbragt i hjørnet i vognens forende. På grund af den buede karrosseriside er skabet ikke helt så stort, som det ser ud til forfra, men kan dog vel klare 2-3 personers "pæne" tøj. Ved siden af garderobeskabet i forenden er køkkenbordet anbragt på tværs. Det er en smule lavere end normalt, men ellers ganske godt indrettet. Vognene, der leveres herhjemme, er monteret med det nye, franske "Camping-Gaz." -apparat, der allerede er godkendt. Plasticvasken er forsynet med afløbsbakke, og som standard monteret med vandpumpe i gulvet til fodbetjening. Der er ingen overskab over køkkenbordet, hvor det også ville være inderligt i vejen. Til gengæld er der monteret en hylde, hvis forkant er buet opad, så hylden ikke behøver at tømmes, hver gang man kører videre. Den samme hylde findes på siderne og i bagenden af vognen. Alle fire vinduer er af sikkerhedsglas, og de er alle til at åbne. Lukkebeslagene er af god kvalitet, og der er kondensvandrender ligeledes ved alle fire vinduer. Lige inden for døren findes en kombineret gulvrist og luftventil. En decideret luftventil forneden i døren havde været nemmere at regulere. Gulvet er belagt med vinylfilt i en lys, grå farve. Vognens farver i øvrigt er rolige og domineret af de lyse plasticvægge og de teaktræslignende skabe i forenden.
Køreegenskaberne
En lille, let vogn er ikke altid ensbetydende med gode køreegenskaber. Levante Graziella derimod er en overlegen rejsevogn efter enhver bil fra Fiat 600 og opefter. Den effektive gummifjederaksel, der oven i købet er monteret med støddæmpere, og en fin medfødt afballancering, bevirker at vognen ligger så roligt på vejen, som var det et luftpudefartøj.
Helhedsindtrykket
Den lille Levante er en ret usædvanlig campingvogn. En usædvanlig god campingvogn specielt til rejsebrug. Hvad en campingvogn jo oprindelig også er beregnet til.
Tekniske data
Karosseriet er opbygget som en selvbærende dobbeltskal af glasfiberarineret polyester, isoleret med polyurethan. Taget, til at hæve, er hængslet i bagenden. Chassiset er et firkantet centralrør med vanger af presset stålplade. Støtteben i bagenden samt teleskopnæsehjul. Hjulene er ophængt i en gummifjederaksel, fabrikat Neidhardt, og forsynet med støddæmpere. De mekaniske påløbsbremser er forsynet med støddæmper i koblingen. Der er monteret 3 lamper for batteridrift.
Karrosserimål, udvendig totallængde 378 cm, karrosserilængde 298 cm, -bredde 176 cm, -højde 190 cm, Egenvægt 280 kg. Totalvægt 400 kg. Pris, incl. OMS exel. lev., kr. 8500,-. Importør: A/S Autro, Odense.

St. J.

 
 
 
 
 
Opdateret d. 4.12.2006